Det glorværdige syreorkester Alrune Rod spillede en af sine sjældne koncerter og skabte i processen den smukkeste tidsboble, hvori verden lå åben og alt synes muligt

KONCERT
Af Klaus Lynggaard

Jeg havde næsten glemt, at musik OGSÅ kunne være sådan. Altså det stik modsatte af i dag, hvor normen der tilstræbes mest af alt minder om lige dele sportspræstation og militæroperation i modsætning til det fællesskabsskabende, afslappede, ekspansive, ustressede, nære og så alligevel både tight og swingende, når musikken spiller, som det oplevedes her i forgårs. Mærkeligt egentlig, for det er MINE rødder. Den psykedeliske musik, altså. Syrerocken. Eller hvad De nu måtte synes den skal kaldes. Men for én, der brugte det meste af sin pubertet på i en kodyl tjaldrus at følge i røven på bands som Burnin Red Ivanhoe, Culpeper’s Orchard, Midnight Sun, Day Of Phoenix og Savage Rose, var det grangiveligt som at sætte sig ind i en tidsmaskine at tage turen ud til Amager Bio torsdag aften, hvor et af scenens absolutte flagskibe, Alrune Rod, spillede en af sine alt for sjældne koncerter. For mama mia, hvor de fem bedagede herrer dog både sparkede røv og kildede hjernebarken på de mange fremmødte, der faldt i to distinkte grupper: gamle hippier og unge hippier!
For den uindviede eksisterede Alrune Rod i årene 1968-1975, hvor bandet over en fem-seks lp’er og utallige koncerter bedre end noget andet orkester satte danske ord på og syrede toner til selve hippiedrømmen, inklusive de dårlige trips og nedturene. Der var kraftigt gennemtræk i gruppen, med den markante sanger og bassist Leif Roden som eneste konstant, men metoden var den samme fra start til slut; lange, drømmende og ofte voldsomt afvekslende forløb tilsat direkte tekster, som uden filter tog pulsen på hippiestanden og landskabet udenom. En tidstypisk og skamløs inspiration af musikken fra den amerikanske vestkyst ? ekkoer af i hvert fald Grateful Dead, Jefferson Airplane og Quicksilver Messenger Service samt ikke mindst The Jimi Hendrix Experience var hørbare ? udmøntede sig i rocksuiter, hvor der rask væk, men ofte overraskende organisk skiftedes tempo, toneart og stemning; det mest markante eksempel herpå er nok “Perlesøen” fra lp’en med den frejdige titel Hej Du. Alle 21 minutter af den. Næppe noget for en gennemsnits-Britney Spears-fan, men guf for os, der stadig oplever et syreflashback i ny og næ … altid i utide. Hvor fedt er det lige at sidde på Rodekontoret og med ét sige til sin sagsbehandler: “Har du egentlig nogensinde sådan kigget på din hånd? Jeg mener ? RIGTIG kigget!!??”

Gå planken ud
Og det var ALTID som liveband at Alrune Rod brillerede. Eller det modsatte. Det lå i tiden, at når gruppen nu vovede at gå planken ud, måtte det ind i mellem også ende med en maveplasker. Men når musikken var oppe at ringe og/eller ude at vende i galakserne, turde vi godt tale om kosmisk energi uden skyggen af ironi. Okay, der blev røget en DEL hash på scenen og publikum var ofte så betjaldet, at det LÅ ned. Men sådan var tiden. Man købte sig en afghanerpels og flyttede ind i den; ud af samfundet og ind i afghaneren! Men det nyttede altså ikke noget, at Leif Roden torsdag aften igen og igen opfordrede publikum til at lægge sig ned; de fremmødte havde åbenlyst ligget det ned til koncerter, de skulle. Så vi blev stående og lod os i stedet bjergtage af et band, der fandengaleme spiller bedre nu om stunder end det nogensinde gjorde i sin storhedstid. Nej, lad mig ændre formuleringen: spiller sikrere og mere tight end i hine glorværdige tider, vi ind i mellem mindes med tåget længsel. Ikke et ondt ord om gruppens oprindelige trommeslagere Claus From eller Karsten Høst, men der er den ondelyneme svup i det lilletrommeslag, gruppens nuværende janitshar Jens Breum (somme vil måske huske ham fra det guddommelige Hyldemor) er leveringsdygtig i og som en anden Charlie Watts giver han musikken en funky kant, der gør den umådelig mere groovy end i de glade hippiedage.
Og husker vi Leif Roden som en bedre sanger i sin unge inkarnation, er han et rent multimonster på sit instrument, elbassen. Den mand får godt nok rykket rundt på gribebrættet som en sand satan og i samspil med Breum leverer han noget af det mest levende og udtryksfulde rytmespil på denne side af Jefferson Airplanes Jack Cassady og Spencer Dryden. Det er lige, så de markante rytmer får det til at gibbe i én. To af gruppens originale guitarister flankerer Roden på hver side; til højre den solide Mikael Miller og til venstre den særegne Ole Poulsen, hvis tone er helt hans egen og hvis lange guitarsoli gav mening. Hver gang. Endelig leverede den gamle Bifroster Torben Andersen tidstypisk tangentfiligran af fineste format på diverse keyboards, selvom han ifølge et par unge mennesker bag mig mest af alt lignede “en ølkusk”. Ikke skue hippien på håret, nu!

Et vildt valkyrieridt
Summen af de fem midaldrende gentlemens bestræbelser var et vildt valkyrieridt gennem en række tilstande, der kun kan betegnes som psykedeliske. Og så skadede Frank Hindsbergs klassiske lysshow heller ikke sagen; det var som at være der selv! Fra de lagde ud med en forrygende ”Natskyggevej” ? om end Roden syntes at have lidt problemer med tekst og frasering på lige dén! ? over elskede klassikere som ”Du taler og si’r”, ”Ikke forstyrre”, ”Tæl aldrig i morgen med” og en uhyggelig smuk ”Rejsen hjem” til de som ekstranummer gav sidste halvdel af ”Rock Søster” (med den manende opfordring: ”kom ud af mørket og leg!”; det var netop det vi gjorde!) var der (som vi sagde engang) kul på fra start til slut. Man kunne i materialet tydeligt spore ansatserne til den progressive rock, der på mange måder red 70’erne som en mare, men hos Alrune helt uden skyggen af maner eller den der forfærdelige teknokratiske tilgang til materialet, som i sidste ende blev genrens undergang, men i stedet som fuldgyldig og gnidningsfrit forløst metode med bevidsthedsudvidelse og fællesskab som mål.
De på alle måder røgfri herrer så ud til at have det rigtigt sjovt og spillede med en dynamik og et drive, størstedelen af tidens unge bands kunne lære ét og andet af. Fra salen lød på et tidspunkt tilråbet ”Ryg noget mer’!”, til hvilket den som altid stortalende Roden replicerede: ”Ryg noget mer’? Ved du ikke det er vildt taberagtigt at ryge”. Det får være, men noget af al den tjald, Roden satte til livs, dengang de alle gik i afghanere, boede i kollektiv og spiste brune ris, har nu sat sig i mandens hjernevindinger, for hans rablende og meget vittige monologer mellem numrene ? hvor bandet synes at have uendelig god tid ? var ofte rigtig langt ude i hampen, men selv når de kom allerlængst ud, fik ham dem altid lige reddet hjem med en uventet punchline. Sjov mand. Showet varede i to timer, men havde jeg ikke skulle op og skrive dette, måtte det hjertens gerne have varet to til. En guddommeligt rygradsrislende oplevelse! Al magt til hippierne!

Alrune Rod, Amager Bio, torsdag 15. december 2005.